fbpx

Guldsmed
Nanna Schou

Et spil mellem stramme linjer og organiske former

SMYKKER DESIGNET MED OMTANKE

Jeg designer mine smykker med omtanke for dig, for smykkets historie og for brug af materialer. Hvert enkelt smykke rummer ikke alene historien om mit fags tusind år gamle håndværk – men også en personlig historie, som jeg gerne vil værne om. Langt størstedelen af mit arbejde består i at skabe unikke smykker sammen med de mennesker, der kommer ind i værkstedet på Gl. Mønt, og på den måde skaber jeg smykker, som indkapsler deres egne minder og fortællinger.

Det kan være i form af helt nye designs, som bliver kreeret fra bunden, hvor både assymetri og geometri ofte spiller en vigtig rolle. Det kan også være en arvet ring i et gammelt snørklet design, der bliver til en ny grafisk ring. Det finder vi ud af sammen.

Jeg kan godt lide processen med at bygge et personligt smykke op eller fortælle videre på smykker med en eksisterende historie. For min erfaring siger mig, at det er sådan man skaber særlige og personlige – og dermed holdbare smykker.

Jeg er udlært som guldsmed i 2005. Med fra uddannelsen har jeg mit fags klassiske grundtrin, og jeg tror meget på, at gennemarbejdet design skaber smykker, som folk har lyst til at bære resten af livet. Jeg arbejder derfor også altid med materialer af høj kvalitet.

Smykkerne der forlader min butik er ofte one of a kind, både fordi jeg arbejder frit med materialerne fra gang til gang – og fordi jeg tager udgangspunkt i det menneske, der nu engang dukker op i værkstedet med sine særlige ønsker og drømme.

Alligevel er der selvfølgelig nogle gennemgående træk ved mit arbejde. Jeg synes, der opstår et særligt samspil mellem materialerne, når det klassiske i form af sarte ædelstene og perler møder det rå læder i smykkerne. Eller når jeg lader guld og diamanter optræde i smykker med grafiske former. Der er altid et spil mellem stramme og geometriske former på den ene side – organisk design og farverig kontrast på den anden. I nogle smykker bruger jeg skarpe og strenge linjer, som jeg henter fra arkitekturens formsprog – andre gange overgiver jeg mig til naturlige og runde former, delikate pastelfarvede perler og flimrende facetslebne ædelstene i alle størrelser. Tyngde, enkelthed, holdbarhed, personlighed og kvalitet er nogle af de ord, der indgår i fortællingen om mine smykker.

MIT FAG

Guldsmedefaget er et ældgammelt håndværk, det danske guldsmedelaug har eksisteret siden 1429, og mit fag kan altså snart fejre 600 års jubilæum. Guldsmedene har endda deres egen helgen, nemlig Skt. Loye, der også er afbildet på det diplom, jeg fik, da jeg blev færdig som guldsmed. Han holder øje med mig fra sin plads i rammen på væggen i mit værksted, hvor han kan følge med i formgivning, slibning og andre gamle traditioner, som jeg holder i hævd i mit arbejde.
Kjøbenhavns-Guldsmedelaug-logo

Følg mig

Kig mig over skulderen på Instagram. Der er altid masser af guld, glimmer og stjernestøv.

Øreringe
18 Karat guld med turmaliner & Tahitiperler
DKK 8.900,-

Øreringe
18 Karat guld med safir & Tahitiperler
DKK 8.900,-

PERLER

Jeg er vild med perler og specielt dem, der kommer fra den sortlæbede perlemusling, som lever i havet omkring de fransk polynesiske atoller. Perlen tager farve fra læberne på den musling, den ligger i, så farvespektret er givet af naturen.